Forfatterarkiv: Niels-Aage Ladekjær-Mikkelsen

66 deltagere til 2. afdeling af Club La Santa Kids Mountainbike Cup

Herning, Vejle, Sønderborg, Kalø, Varde, Bramming, Kolding og Strellev!

Vi kunne i dag byde velkommen til 66 glade og senere trætte børn fra næsten hele Jylland til 2. afdeling af Club La Santa Kids Mountainbike Cup i Bramming. Vi er overbevist om, at det er rekord både for antal deltagere og for den geografiske udbredelse.

Vejret viste sig fra sin bedste side, selvom vi under formiddagens skybrud var lige ved at beslutte os for at køre løbet på asfalten ved start og målområdet. Heldigvis klarede det op og ruten blev fin og tør, før vi skulle i gang. Alle kom godt rundt og vi undgik alvorlige uheld, selvom der var et par mindre styrt ude på ruten. For de mindste var der et par bakker, som voldte lidt problemer, men helt i cuppens ånd, så fik de lige et kort skub, og så var de videre.

Resultaterne er klar og kan findes her: Resultater fra 2. afdeling

Under oprydningen har vi fundet et stk sort cykelhandske fra Mavic, så hvis der er nogle der mangler den, så kontakt Niels-Aage på 20323537, så finder vi en løsning til at få den hjem til rette hjem igen.

Inden i kigger på billederne nedenfor, så er vi nødt til at komme med en venlig men bestemt henstilling. Vi havde desværre i dag et par uheldige episoder, hvor forældre med cykler kom til at fylde lidt for meget på ruten og selv om det var med de bedste intentioner om at hjælpe, så generede det desværre lidt for meget.

Vi vil derfor fremadrettet i denne løbsserie gerne undgå, at forældre cykler med de mindste rundt, men derimod tager løbeskoene på og løber med rundt, hvis der er behov for et skub i ny og næ. Det er alligevel også nemmere lige at give et skub og samtidigt undgå at fylde hele sporet, hvis man ikke skal styre sin egen cykel samtidigt.

Hvis du ikke er tilmeldt hele cuppen, så tilmeldingen til sidste afdeling allerede er åben, og vi glæder os til at byde jer velkommen i skønne omgivelser i centrum af Varde i Arnbjerg Parken til september.

God Sommer til vi ses igen!

U8 Piger og Drenge

U10 Piger og Drenge

U12 Piger og Drenge

U14 Piger og Drenge

Så kører vi igen – Praktiske informationer til 2. afdeling er klar!

 

Så er der en uge til næste afdeling af Club La Santa Kids Mountainbike Cuppen.

De praktiske informationer til 2. afdeling i Bramming er netop opdateret og du kan finde dem her: Praktiske informationer til 2. afdeling i Bramming.

Afdelingen køres mandag d. 5. juni, som er 2. Pinsedag, og er du ikke allrede tilmeldt, så skynd dig at få det gjort inden torsdag d. 1. juni kl. 22.00. Eftertilmelding på dagen er IKKE mulig.

Tilmelding til 2. afdeling

Vi håber på at se ligeså mange glade børn som sidst, og hvis vejret kan nå at rette sig lidt igen, så er vi sikre på at kagen og saftevandet nok skal få ben at gå på.

Vel mødt i Bramming!

Så fik vi skudt gang i Club La Santa MTB Kids Cuppen

Og hvilken start – Efter en uge med godt vejr, startede vi med første løb på en tør og hurtig rute i Grusgraven.

45 børn rullede over måtterne og hvis man bedømmer ud fra farven i kinderne og smilene på læberne, så havde de fleste en fest i sporet. Og hvor er det ligeledes en fornøjelse at se “de hurtige raketter” og hvordan de selv med højs puls og konkurrencegenet helt uden på tøjet, stadig tager meget hensyn til alle de mindre erfarne ryttere i sporet – Så kære forældre, husk venligst at give dem ros for det.

Næste gang vi kører er 5. juni i Bramming og de endelige detaljer vil blive slået op på hjemmesiden 1 uges tid før.

Resultaterne for de enkelte klasser kan i finde via dette link: Resultater for 1. afdeling i Grusgraven

Nedenfor er der lidt billeder fra podieceremonien og fra ruten.

U8 Piger og drenge:

U10 Piger og drenge

U12 Piger og drenge

U14 Pige(r) og drenge

Og en lille video fra “hullet”, som det vist blev døbt derude 🙂

Hullet!

Knap 14 dage til start, men få tilmeldte!

Så er der knap 14 dage til første afdeling af dette års Club La Santa Kids Mountainbike Cup, men vi mangler stadig jeres tilmeldinger!

De praktiske informationer til første afdeling er nu lagt på hjemmesiden. Der er fundet en god rute, som både tilgodeser de større børn med lidt højdemeter, men som samtidigt bliver afkortet til de små, så alle får en god oplevelse.

Du kan læse mere om første afdeling her: Praktiske informationer om 1. afdeling i Grusgraven

Hvis du ikke allerede foretaget tilmelding, så kan du gøre det her: Tilmelding til Club La Santa Kids Mountainbike Cup

Club La Santa Kids Mountainbike Cup 2017 er nu klar til at blive skudt igang!

Foråret nærmer sig og det samme gør dette års Club La Santa Kids Mountainbike  Cup

Konceptet fra de tidligere år videreføres, med lidt småændringer og justeringer.

Vigtigste informationer kan findes under menupunktet Proportioner, men værd at bemærke er de enkelte datoer, som er som følger:

  1. Afdeling lørdag d. 6. maj i “Grusgraven” v. Varde
  2. Afdeling mandag d. 5. juni (2. Pinsedag) i Bramming
  3. Afdeling Søndag d. 3. september i Arnbjerg Parken i Varde

Derudover skal det måske nævnes, at der har været lidt udskiftning i arrangørgruppen, så det er måske fornuftigt lige at kigge under Kontakt, så du kan notere de nye telefonnumre og mailadresser, hvis du skulle få brug for dem.

Tilbage er der kun at sige – Vel mødt til 2017 udgaven af  Club La Santa Kids Mountainbike  Cup og lad os så sprede budskabet og få en masse små nye stjerner ud og køre lidt race!