Månedsarkiv: juni 2016

Referat 2. afdeling

Flot solskinsvejr og et meget tørt spor i Grusgraven var et par af ingredienser da 2. afdeling af Club La Santa KIds cup blev kørt idag. De unge ryttere viste gode tekniske MTB takter så på trods af det løse underlag, formåede rytterne at holde sig på cyklen og undgik at komme i nærkontakt med stabilgruset.
Start 1 med U8 og U10 er altid en fornøjelse at følge. Der sker ofte nogle voldsomme forskydninger igennem løbet selvom det hele er afviklet på under en halv time. Der bliver virkeligt lagt fra land af de yngste drenge og piger, ud fra devisen om at man skal “Dø i front med cykelskoene på” U8 pige klassen blev vundet af en meget fokuseret og godt kørende Emma Frederiksen foran Dicte Rye Andersen og Frederikke T. Kristensen. U8 drenge blev idag vundet af Jeppe Laumand. Jeppe startede som sædvanligt ud som skudt ud af en kanon, men hvor det tidligere har knebet lidt med at holde farten hele løbet igennem, gik det fint idag og Jeppe kørte sejren hjem. Nr. 2 blev Frederik Vestergaard der kørte et fint løb og undervejs kom rigtig tæt på Jeppe. Nr. 3 blev Lasse Skou Vinding. I U10 piger var de to Varde piger Mille Frederiksen og Rebecca Rahbek klar fra start og kørte begge fine omgangstider. Mille Frederiksen blev en sikker nr. 1 og Rebecca nr. 2. Silje Cramon fra Bluemountain-MTB kronede en flot løbsdebut med at komme ind på podiet, på 3. pladsen. U10 Drenge var igen et opgør mellem Magnus Søndergaard-Nielsen og Elias Folke Guanio. De to ryttere skiftede placering et par gange undervejs, og på vej mod målstregen på sidste omgang var Magnus forrest. Elias havde dog gemt lidt ekstra energi til spurten, smuttede indenom Magnus i sidste sving, og kørte først over stregen. Nr. 3 blev Bertil Laumand Døssing. I U12 drenge var der lidt elastik kørsel mellem nr. 1 og nr. 2. Emil Folke Guanio laver undervejs et stort forspring ned til Rasmus Søndergaard. Rasmus kører dog en rigtig hurtig 2. sidste omgang og kommer til sidst helt op til Emil. Emil havde dog gemt lidt kræfter i reserve tanken og lavede igen hul til Rasmus og kørte en flot sejr hjem. 3. pladsen stod der Christian Hjort Hansen fra MTB kolding på. Christian kørte et utrolig stabilt løb og hans 6 omgangs tider lå inden for 14 sekunder. Godt kørt Christian. I U12 piger var Josefine Vestergaard eneste deltager. Her kunne det være rart hvis vi kunne finde lidt flere deltagere, så Josefine får nogle konkurrenter til sidste afdeling i september.
Men igen her til 2. afdeling var det rart at se at 6-8 “nye” ryttere havde valgt at stille op. Vi håber at de nye har fået en god oplevelse, da cuppen er tænkt som det sted man får sin første MTB-løbserfaring.
3. og sidste afdeling afholdes lørdag d. 3. september i Arnbjerg Parken i Varde. Sidste tilmelding er torsdag d. 1. september kl. 20.00
Vi ses på sporet
Henrik Søndergaard-Nielsen
Arrangør gruppen
Varde Cykel Klub

 

IMG_7621IMG_7622IMG_7627IMG_7648IMG_7619IMG_7625IMG_7657IMG_7653IMG_7644